Smartlog v3 » Fr. Møllers hverdag
Opret egen blog | Næste blog »

Fr. Møllers hverdag

Stort og småt - mest småt - fra et mindre, kedeligt liv i en mellemstor, jysk by

Naboernes stemmer

3. Feb 2009 22:42, valkyrien.dk

Jeg synes, livet er alt for kort til alle disse "talent"shows på TV. Moderne børn mangler fuldkommen selvkritik og må have krisehjælp, når nogen tager sig sammen til at fortælle dem, at de er tonedøve.

Til gengæld er jeg faldet totalt for eksperimentet fra Amagers mest trøstesløse byggeri: Stemmer fra opgangen. Det gør mig så glad helt ned i storetåen at se helt almindelige mennesker, der aldrig har troet, de skulle være "stjerne for en aften" - bare i den grad vokse med en opgave.

Lige nu nyder jeg koncerten i mit fjernsyn. Det lyser bare ud af alle disse meget forskellige mennesker, hvor aldeles vidunderligt det er at stå i koncertsalen og yde noget, de for få måneder siden aldrig havde troet muligt!

Al respekt for at være solist. Jeg har nu mere respekt for at være en del af et kor. Det kræver respekt for hinanden, lydhørhed, samarbejde.

Det handler nok så meget om at have et fælles projekt - et mål. Så er det lige meget, om man er tyk, tynd, sort, hvid, flyttemand eller folkepensionist.

Jeg håber, der kommer mange flere initiativer á la "Urbankoret"!

Tak for denne gang

23. Jan 2009 04:33, valkyrien.dk

Der er ikke meget "drama queen" over mig i det daglige. Så jeg har ikke følt for med brask og bram at gå ud og proklamere, at jeg nedlægger denne blog. Men det er ikke desto mindre, hvad jeg besluttede for et par måneder siden. Den startede for små fem år siden - for sjov. Jeg havde ved et tilfælde opdaget mediet - med min livslange interesse for kommunikation og formidling var det naturligt at afprøve det.

Jeg har altid været spontan fremfor strategisk. Så der har aldrig været nogen "rød tråd" eller nogen form for selv-iscenesættelse over min blog. Det har været min hverdag på godt og ondt. Den blev noget mere dyster, end jeg kunne have forudsagt. Uagtet hvad diverse bedsteborgere måtte mene, var det aldrig mit valg eller ønske at blive sat udenfor spillet som 36-årig af eskalerende sygdom. Men det var ikke desto mindre, hvad der skete, og hvad jeg derfor blev nødt til at tage udgangspunkt i.

Jeg har efter - bogstavelig talt - fattig evne forsøgt at formidle mit personlige billede af livet på et sidespor.  Havde vel et naivt håb om at flytte en enkelt grænse - bibringe en smule forståelse blandt de mere velbjærgede for, at vi absolut ikke selv vælger vore vilkår. Jeg har ikke flyttet en brik! Tværtimod har jeg gennem tiden fået så perfide kommentarer til min beretning om et liv på trods, at havde jeg ikke været gjort af det særlige stof, jeg rent faktisk er gjort af, ville de have fået mig til at græde hjerteskærende.

Og nej - der har bestemt også været god respons og konstruktive kontakter undervejs. Bestemt! Blogland er imidlertid sådan indrettet, at det er stokroser og humlenumser, folk vil have - ikke ærlighed. Det er fint med mig.

Hermed slukker jeg lyset i det virtuelle udstillingvindue og lukker stille døren bag mig. Hav det godt derude - pas på det gode i jer selv.





Singlelivets velsignelser

22. Jan 2009 03:01, valkyrien.dk

Det er fire-fem år siden, jeg skrev nedenstående - jeg mener stadig hvert et ord.

Singlelivet er kraftigt oppe i tiden - ikke mindst på grund af filmatiseringen af "Bridget Jones´ Dagbog". Jeg læste den for et nogle år siden, og jeg læste også Politikens plagiat, "Nynnes Dagbog". Begge er ganske velskrevne og underholdende og beskriver - kort fortalt - det til tider hektiske liv hos en barnløs kvinde, der er ude over den første ungdom uden at have fundet Mr. Right - og som desperat forsøger at overbevise såvel sig selv som omgivelserne om, at hun har det pragtfuldt på den måde.

I gamle dage kaldte vi den slags kvinder for pebermøer eller gammeljomfruer. Og det er de jo sådan set stadig. Men lige så vel som vi ikke længere må kalde en person med ringe evner for evnesvag, hedder det ikke længere pebermø - næh, nu hedder det single-sild!

OK - der er forskelle på pebermøen og single-silden. En af de mest markante er nok, at pebermøen sjældent havde problemer med sin identitet som enlig kvinde. Jeg tror ikke, hun nødvendigvis lagde drømmene bag sig, men hun både blev - og opførte sig som - voksen.

Single-silden derimod bliver tilsyneladende aldrig voksen. Og hvor det hos teenagepigen kan virke forholdsvis sødt med den overdrevne selvoptagethed og konstante jagt på fest og farver, virker samme opførsel hos den 30-40 årige bare desperat og ynkelig!

Ca. halvdelen af Danmarks voksne befolkning lever alene. Det ligger i sagens natur, at det at leve alene medfører en vis ensomhed. Alligevel må det ikke siges højt; det er flovt at være ensom. Så vi har opfundet "single-kulturen", hvor disse enlige, der altså ikke-er-spor-ensomme kan gå på "singlebar" og møde andre "singler", der nemlig heller ikke er spor ensomme, nej-de-er-ej!

Jeg er glad for, at jeg ikke er "single", men bare bor alene. For så behøver jeg da ikke at stresse rundt på barer og hykle, at mit liv er skidespændende, når virkeligheden er, at ugens højdepunkt måske er, at jeg spiser sammen med min nabo, der heller ikke er "single", men også bor alene, onsdag aften ;-).

Singlelivet er noget opreklameret pis!

 

T

Intet nyt under solen

22. Jan 2009 02:11, valkyrien.dk

Jeg forstår ikke al virakken omkring, at "hjorten" nu insisterer på, at sygedagpengeopfølgning skal foregå via personlig kontakt - det har den faktisk hele tiden skullet!

Det har jeg to absurde historier om fra det virkelige liv. Den første, som er mere end ti år gammel, handler om en ung mand, der på motorcykel havde et brat møde med en lastbil. Han overlevede på et hængende hår, og hans kommune var hverken til at hugge eller stikke i, da der, da han var kommet ud af komaen og kommet hjem - medbringende de tre fjerdedele af en hospitalsstue, fordi hans mor både kunne og ville passe ham. Han skulle møde op, skulle han - ellers ville man standse hans sygedagpenge! Man var også fuldstændig kolde i røven over for det faktum, at hans arbejdsgiver forlængst havde lovet, at hans læreplads stod åben, til han var ovre ulykken. Han skulle møde op!

Den anden historie er kun godt tre år gammel. Hanne - en quinde på min alder - blev kørt ned, da hun kom på knallert i sin lille, sjællandske hjemby. Pådrog sig så mange komplicerede benbrud, at det en overgang var tvivlsomt, om hun ville få sin fulde førlighed igen. Hun var igennem et utal af operationer - for den sags skyld en ekstra, fordi man reverenter talt fik hende smidt ud af hospitalssengen - troede, man lige kunne hive lagnet væk under hende, selv om hun lå med benet i stræk! Hun tilbragte mange uger (måneder) i en kørestol, men møde op - det skulle hun.

Så det gjorde hun da - og det fremmøde ville jeg egentlig gerne have overværet. For det forholdt sig sådan, at "hendes" sygedagpengekontor lå på første sal i en bygning uden elevator. Hun kunne ikke kommunikere igennem, at det lissom frembød lidt af et problem med kørestolen. Men selvfølgelig mødte Hanne da op - retfærdigvis skal siges, at den sagsbehandler, der dernæst måtte movere sig ned i forhallen for at holde møde med Fr. Svendsen, havde klædeligt røde ører!

Så tro endelig ikke, denne form for mistænksomhed er nogen ny opfindelse! Det er klart, at mine to eksempler her er virkelig grelle; men jeg er sikker på, der findes mange flere. De kommer bare ikke frem, fordi de berørte er hundeangste for at miste deres forsørgelsesgrundlag! Det kan man jo nemt nok komme til endda - ihukommende en nylig sag fra Vonsild (jojo, det er naturligvis Kolding kommune), hvor en kvinde, der prøver at komme sig efter en hjerneblødning mistede sin ret til sygedagenge, fordi hun ikke i tide returnerede et - komplet ligegyldigt i forhold til, hvor syg kvinden faktisk er - skema, hun helt enkelt aldrig modtog!

Så nok engang - intet nyt under solen!

 

Mer' koldingensisk sagsmishandling

20. Jan 2009 02:26, valkyrien.dk

Der er sgutte noget at sige til, at jeg taber håret med rekordfart. Hvis jeg ikke havde været stresset i forvejen, var jeg blevet det, da jeg for et års tid siden stiftede bekendtskab med koldingensisk sagsmishandling!

Hvor vi lige troede, tre måneders kamp for retten til særlig støtte efter §34 var slut - skal den åbenbart til at begynde helt forfra. Lørdag var der nemlig brev fra løvens økonomiske sagsmishandler, der nu vil have minutiøs dokumentation for alt med tilbagevirkende kraft for den periode, løven grundet misinformation er berettiget til støtte med tilbagevirkende kraft.

Det kan man da på sin vis godt forstå. Hvis det ikke lige var, fordi manden trods alt har fået boligsikring (ca. 500 kroner om måneden) i hele samme periode. Og den har han kun kunnet få, fordi kommunen hele vejen igennem har haft dokumentation for hans boligudgifter. Men det overstiger åbenbart sagsbehandlerens evner - i disse "enhedsforvaltningstider" - at rekvirere disse oplysninger hos boligstøtteafdelingen. Jeg har nu - høfligt - anmodet hende om at gøre det!

Hun vil have årsopgørelser med tre års tilbagevirkende kraft for varme, el, vand og antennebidrag. Øeh nej, Sanne - nu ta´r du lige en slapper! Særlig støtte i henhold til §34 i "Lov om aktiv socialpolitik" tager udgangspunkt i den løbende, "faktiske boligudgift". Det er ikke modtagerens ansvar, at en del af denne er á contobetalt. Men det er vedkommendes eget ansvar at holde sine udgifter indenfor á conto-rammen - der er ingen ekstrahjælp at hente, hvis der kommer en efterregning. Af samme grund kan kommunen heller ikke sige "haps!", hvis vi f.eks. har haft en mild vinter, så der kommer lidt retur på varmekontoen. For kommunen kan ikke forudse næste års udgifter. Det er bare ens eget ansvar, om det balancerer. Selvfølgelig med forbehold for "formuegrænsen" på 10.000. Og allerede her er vi i hypoteseland, for ingen vil få støtte til udgifter, der kan generere så høje marginaler - det sørger "kontanthjælpsloftet" jo for!

Nåmmen, hvis vi ikke lige fremskaffer al denne (delvist unødige) dokumentation inden den 30. ds., vil sagen blive behandlet "på det foreliggende grundlag". Det er da muligvis slet ikke tosset. Men tro da endelig ikke, der ved samme, oplagte lejlighed blev oplyst, hvad dette grundlag i påkommende tilfælde konkret vil være!

Jeg har nu - i henhold til §§11 og 11b i "Lov om retssikkerhed og administration" på løvens vegne givet Sanne vor fulde velsignelse til at indhente de oplysninger, hun måtte mangle. Hvis vi kan nå det på 13 dage, må hun da især kunne. Man kommer som regel lidt hurtigere igennem med hendes titel end med vores...

- Sender fandeme Kolding kommune en frisørregning - alternativt en ansøgning om en paryk!


 

 

Den skaldede "dame"

20. Jan 2009 01:56, valkyrien.dk

Stress har som bekendt mange ansigter. For mig har en af følgerne været, at jeg snart ikke har mere hår! Eller - det har jeg da heldigvis, men hårstråene er blevet så tynde, at det nærmest er en vittighed. Bare i løbet af det seneste år er volumen reelt halveret - og den var ikke imponerende i forvejen! Det holdt den faktisk op med at være dér i sidste halvdel af firserne, hvor jeg var så stresset, at jeg røg ned på 34 kilo.

Når man - selvfølgelig - stadig fælder normalt, kan det godt virke lidt ekstremt at se hårbørsten - eller for den sags skyld bare ned ad sin sorte frakke. Det generer mig selvølgelig - jeg har det bedst med halvlangt hår - men må jo erkende, at det ikke længere er en "option", som det hedder på nudansk. Jeg mangler bestemt ikke B-vitamin - må nærmest klippe negle med en hækkesaks :-). Kosttilskud á la Silica er noget opreklameret fis, der ikke har reel virkning på andet end tegnebogen.

Jeg kan sgu ikke lide det. Men der er jo ikke noget at gøre ved det. Ud over at håbe på, at de skide hårstrå, der åbenbart er gået i dvale, vågner op igen. I mellemtiden må jeg vist en tur omkring frisøren og se, om han kan lave ét eller andet pjusk ud af de sørgelige rester. Jeg kunne selvfølgelig også spare de penge og bare vente på, resten også falder af - det kan sgu ikke vare mange uger!

 

Multitasking?

19. Jan 2009 00:40, valkyrien.dk

Hun: Skat, hvor har du gjort af dine nøgler - jeg skal lige låne dem!

Han: Rolig nu, jeg pudser briller!

Den slags dage, jeg samler på

18. Jan 2009 12:52, valkyrien.dk

Når der er skræmmende langt imellem de gode dage - så lærer man virkelig at sætte pris på dem!

Jeg er meget tit meget tidligt oppe. Ikke af lyst, men fordi jeg alligevel ikke kan sove. I dag var jeg oppe lidt før ni - efter noget, der ligner 14 timers søvn. Stjaver på Sydbanegade i pisregnvejr - kun for at konstatere, at DanskeBanks hæveautomat er ude af drift. Nå, havde heldigvis småpenge nok i pungen til lige at tage mælk og smøger med hjem.

Skønt at komme hjem i varmen og få kaffe, mælk, blødkogte æg og godt rugbrød. Redde seng og rydde den smule op, der skulle til - der skal altid en smule oprydning til, når man har så lidt plads, som vi har både her i Kolding og i Horsens.

Roserne fra i torsdags står noget så flot på bordet foran mig. Her er tændt levende lys, og P1 underholder mig med "Netværket".

Strikketøjet ligger i sofaen og frister - der må kunne findes en films på en eller anden af de alt for mange kanaler. Sådan nogle dage måtte der gerne komme mange flere af.

Eksisterer blogromanen overhovedet?

17. Jan 2009 01:28, valkyrien.dk

Ja - som udganspunkt gør den selvfølgelig. Foreløbig har mindst to da udgivet én eller flere af slagsen. Hvor godt disse "blogromaner" sælger, ved jeg af gode grunde ikke. Personligt vil jeg ikke købe hverken Charlottes eller Marlenes blogbøger, før jeg eventuelt finder dem i en tilbudskasse. Ikke fordi d'damer ikke skriver godt. Selvfølgelig gør de det; ellers var de ikke blevet udgivet. Men fordi jeg som udgansgpunkt ikke gider betale for en finpudset og redigeret udgave af noget, jeg allerede har læst én gang!

Spørgsmålet er, om disse blogromaner har nogen gang på jorden uden for "bloggerkredse" - jeg mener - hvis man ikke i forvejen kender og interesserer sig for blogmediet - vil man så gå ud og købe en "blogroman"? Jeg ville næppe, selv om jeg ellers køber masser af bøger.

- Det hele startede vel for ti år siden med Helen Fieldings "Bridget Jones' dagbog". Jeg læste den med stor fornøjelse - forfriskende anderledes i sin form, som den var - og tilmed hylende grinagtig rigtig mange steder undervejs. Jeg fandt det lidt plat, at "Politiken" straks gik ud med en parallel i klummeform - "Nynnes dagbog", men medgiver gerne, at den også havde stor underholdningsværdi. Men det er altså ti år siden, Fielding opfandt "singleton"-begrebet - er det ikke ved at være lidt passé? Eller er der virkelig så mange derude, der har brug for at få bekræftet, at deres livsform (selvfølgelig) er lige så meget i orden som alternativerne, at de slet ikke kan få nok af at læse andres dagbøger?

Bridget og Nynne var ren fiktion. De danske blogbøger er overordnet trykte versioner af gamle blogposter baseret på virkelige liv. Kan man reelt overhovedet kalde en bog, der er sammenstykket af dagbogsindlæg, for en roman? Jeg mener - er en roman ikke noget med: Karakterer, handling, plot, rød tråd, løse ender, der knyttes sammen? Altså en opgave, der stiller væsentligt større krav til forfatteren? At det først at skrive dagbog og dernæst udgive den er en slags forfatterskab underkender jeg ikke. Men har man virkelig skrevet en roman, fordi man udgiver sin dagbog - jeg synes det - med al respekt for såvel Charlotte som Marlene - ikke!

Jeg ville nok snarere kalde det - øjebliksbilleder, midlertidige selvbiografier i fragmenter. Et tidstypisk fænomen, der i momentet absolut kan have stor underholdningsværdi - men som nok er glemt, når næste modefænomen skyller ind over underholdningsverdenen.

 

 

 

Moderne gullasch-baroner

16. Jan 2009 02:55, valkyrien.dk

Jeg undres igen og igen over afstandene i dette samfund. Mellem rig og fattig. Til gengæld er jeg god til proportioner og forholdsregning. Så jeg kan da sagens se, at hvis vi indfører differentieret moms på fødevarer, vil de rige spare lige forholdsmæssigt lige så meget som os fattigrøve. Det kan jeg ikke se noget problem i!

Der, hvor jeg til gengæld kan se et problem i forhold til, at vi ikke - som vore nabolande - kan finde ud af at differentiere momsen er, at man som fattigrøv bruger en væsentlig større del af sit rådighedsbeløb på basale fødevarer, end mere velstillede gør. Det er jo - logisk! Derfor vil en differentieret moms i praksis komme fattigrøvene mere til gode - forstået på den måde, at der vil blive frigjort penge til andre ting. Ting, der i forvejen er en selvfølge for den mere velstillede - fordi han allerede har de penge til overs. Ham under jeg hjertens gerne at spare et par hundrede om måneden - det rager ikke mig, hvad han så bruger de penge på i stedet. Kan jeg spare det samme par hundrede - svarer det faktisk til at vinde dem i lotto - for det er penge, jeg ellers ikke ville have haft - helt enkelt!

Det kan højrefløjspolitikerne ikke forstå. De forplumrer yderligere sagen ved at dvæle ved detaljer omkring, at det kun må være "sunde fødevarer", der evt. kan være lavere beskattet. - Er en økologisk gulerod f.eks. nødvendigvis sundere end en traditionel - der kan kneppes mange fluer på den konto. Så skal vi lige have alle fordommene ind over - fattige er alligevel for dumme til at kunne finde ud af at spise sundt - uanset hvor billige gulerødderne bliver - vil vil notorisk æde os mætte i junkfood!

Øeh nej - men som virkeligheden er, må vi desværre for tit gå på kompromis og købe mad af en dårligere kvalitet. For eksempel koster det arge, fede hakkede kød typisk dobbelt så meget per kilo som det sundere med den lavere fedtprocent. Økologi og dyrevelfærd - jamen vi (rigtig mange af os i hvert fald) vil gerne tage det medansvar, men virkeligeheden er da, at vi ikke har råd - bogstavelig talt.

Jeg synes, det er dobbeltmoral, der skriger til himlen - at forflygtige ansvaret for manglende overordnet ansvarlighed til de fattige: "Der er ingen grund til at give dem lige(lig) adgang til sunde fødevarer - de er alligevel for dumme til at se forskel på (og kende ernærngsværdien af) et revelsben og en roastbeef! Ergo kan vi lige så godt lade dem æde sig ihjel i fedt - det er jo alligevel det, de selv ønsker."

I torsdagens P1-debat hørte jeg en konservativ politiker i ramme alvor udtale, at et argument imod differentieret moms på fødevarer var, at sparede vi penge på det basale, ville hverken fattigrøvene eller folkesundheden få glæde af det - for så ville fattigrøvene jo per definiton bare æde (endnu) mere slik, ryge (endnu) mere tobak og drikke (endnu) mere alkohol.

Bevares, jeg både ryger og drikker rødvin - sommetider så galt en whisky. Til gengæld er det altså ikke hver måned, jeg køber hverken slik, snacks, junk- eller fastfood. Dels er der helt enkelt ikke penge til det. Dels bryder jeg mig - trod min manglende akademikergrad - helt enkelt ikke særlig meget om den slags. Jeg drikker heller ikke sodavand - men jeg burde måske gøre det, når faktum er, at jeg kan få to liter i faka det samme, som jeg skal give for én liter økologisk sødmælk!

Jeg kan ikke afvise, at den velbjærgede måske ville købe en (ekstra) flaske sprut, hvis han sparede penge på basale fødevarer som brød, kød, grøntsager, æg og mælkeprodukter. For min skyld må han da købe ti, hvis han sparer så meget - det er hans egne penge, og han arbejder for dem.

Men der er noget, der er røget fuldkommen ud af proportioner, når de velbjærgede vil fratage mig et rimeligt medansvar for min egen sundhed ved reelt ikke at give mig til at tage det - ikke desto mindre give mig det fulde ansvar. Der er sgu noget ved den førte politik - fordi tingene naturligvis er så uendelig meget mere komplicerede, end jeg lige orker at argumentere for her - der får mig til at mumle noget indædt om - moderne gullasch-baroner!

 

 

 

 

Associationer

15. Jan 2009 23:41, valkyrien.dk

Hver gang jeg ser Anitas banner, kommer jeg til at tænke på kaffe. Ikke på grund af navnet på hendes blog, men derfor:

Association

Man undres

14. Jan 2009 13:44, valkyrien.dk

Der er lige lovlig langt til indkøb her fra Stejlbjerg. Men det skal jo til, så i aftes tog vi hinanden i hånden og gik turen ned på Sydbanegade. På hjemvejen bemærkede vi, at kiosken på Haderslevvej, der ellers har været lukket længe, er åbnet i nyt regi - dejligt, for der er kun omkring halvt så langt som til Sydbanegade.

Der lød en del støj derovrefra - jeg tænkte i min fynske naivitet, at de to unge mænd ved butiksdøren nok var ved at klappe skilte sammen - det kan larme en del, hvis man ikke lige har tawet. Men så larmede det alligevel for meget eller forkert - og ved nærmere eftersyn gik det op for os, at de to ungersvende var i gang med at åbne butiksdøren ved hjælp af blandt andet et koben!

Nej - vi greb ikke ind! Ingen af os følte for at argumentere med nogen, der var udstyret med koben - og i forvejen åbenbart komplet ligeglade med hvor mange mennesker, der så, hvad de havde gang i.

 

Du milde energiforsyning

14. Jan 2009 10:55, valkyrien.dk

Vi har i nogle år haft frit valg omkring el-leverandør. Jeg må indrømme, at det er noget, jeg er sprunget op og faldet ned på - jeg kan ikke gennemskue det marked, og Energi Horsens fungerede jo udmærket.

I mellemtiden skiftede min leverandør så navn til Nrgi - og bortset fra, at jeg synes, alle disse fancy stavemåder er fjollede, fungerede det også fint. Hvad jeg så ikke lige var klar over, var, at jeg dermed var blevet andelshaver - men det var da også OK, så længe det ikke kostede ekstra. Det gjorde det ikke - tvært imod meldte selskabet før jul ud, at de havde 297 millioner at fordele på deres godt 200.000 andelshavere. Og det var jo da så wældi', så naturligvis måtte de da få oplysninger om min nem-konto.

Jeg forventede ikke noget videre - størsteparten af min elregning består jo efterhånden af afgifter til statskassen. Men søreme om der ikke d.d. er gået små tusind kroner ind på min konto.

Me like ;-)

Mere medicinhelvede

12. Jan 2009 19:55, valkyrien.dk

Jo mere, jeg ser, desto mere bange bliver jeg ærligt og redeligt for visse typer medicin! Jeg bliver faktisk allermest bange for læger, der ordinerer på kryds og tværs uden at snakke sammen! Uden tilsyneladende selv at vide, hvad de gør. Jeg kan som totalt lægperson læse mig til på bl.a. Netdoktor og i Medicinalhåndbogen, at f.eks. Cipralex ikke må gives sammen med såkaldte "MAO-hæmmere". At Tolmin, som min elskede ikke desto mindre blev ordineret sammen med Cipralex - af én og samme psykiater - er en MAO-hæmmer!

Jeg sidder på sidelinjen og kan objektivt iagttage, hvordan min mand reelt får det dårligere og dårligere af medicin, der skulle hjælpe ham. Naturligvis uden kinamands chance for at vurdere, hvordan denne åbenbart i forvejen ikke hensigtsmæssige cocktail interagerer med henholdsvis betablokkere og epilepsimedicin.

Jeg har lyst til at tage psykiateren i krebsen og bede om en helvedes god forklaring på, at han sam-ordinerer præparater, der angiveligt ikke bør blandes. Mig vil løven jo ikke rigtig høre på i den sammenhæng - det kan jeg på en måde godt forstå - jeg er sgu hverken læge eller farmaceut. Hans humørsvingninger er uhyggelige - der sker jo ting og sager i hjernen på ham, han ingen som helst indflydelse har på. Det giver udslag, der, når det er værst, virker så vel psykotisk som paranoidt!

Jeg balancerer på æggen af et barberblad. Løven kan heller ikke lide, hvad der foregår - har derfor over weekenden simpelthen taget en kold tyrker med såvel Cipralex som Tolmin. Om det er klogt, ved vi ikke, men vi ved, det heller ikke kan vente til næste speciallægetid måske - måske ikke - at få ordineret en udtrapning. Fordi lægen sandsynligvis er imod denne udtrapning! Fordi han aldrig har prøvet de forbandede piller på egen krop og psyke, har han jo kun en teoretisk indfaldsvinkel til, hvor ulidelige bivirkningerne kan være.

Hvis "systemet" havde fungeret, var han her og nu blevet indlagt et par uger på en åben, psykiatrisk afdeling - til udtrapning af medicin, der absolut ikke gør noget godt for ham. Havde fået for eksempel "Fenemal" til at nedkæmpe abstinenserne efter de stærkt vanedannende præparater. Men systemet fungerer ikke,  så vi må bare klare det selv. Kære Vorherre, giv os styrken til det - be' om!









Ud af junglen

11. Jan 2009 11:32, valkyrien.dk

Jeg er, som nogen vil vide, skeptisk overfor "lykkepiller". Jeg kender mennesker, disse piller har hjulpet igennem en depression, og det har jeg naturligvis fuld respekt for. På den anden side har jeg mine egne erfaringer med "Zoloft", som jeg selvfølgelig tog imod, da en psykiater på Horsens Sygehus foreslog et medicinsk supplement til psykologtimerne, da verden var væltet.

På mindre end tre uger var jeg forvandlet til zombie! Hvor jeg ellers - langsomt - var ved at komme i kontakt med mine følelser igen (ja, jeg ved, formuleringen er noget pseudoterapeutisk pladder, men jeg kan ikke finde en bedre lige nu) - mistede jeg alt, hvad der hed følelser. Jeg kunne se det, mærke det - men jeg magtede ikke at gøre noget ved det. Og jeg var også fuldkommen ligeglad - det var næsten det værste!

De fleste husker fredag den 3. december 1999. Da havde jeg efter et par uger på "lykkepiller" mistet forbindelsen til virkeligheden så meget, at jeg end ikke havde hørt, at der var varslet orkan! - Ret beset kan jeg ikke undgå at have hørt det, set det på TV - læst det - men registreret det - havde jeg bare ikke! Jeg havde en aftale med min psykolog den dag - havde gået turen fra Smedegade til sygehuset - jeg ved ikke hvor mange gange. Jeg for vild! Ikke bare en, men flere gange. Endte med at finde en telefonboks - ringede afbud til sygehuset. Om jeg dernæst gik hjem eller tog en taxi - jeg ved det ikke!

Jeg ved, at som blæsten tog til, passede jeg på min lille hund. Kunne trods følelsesløsheden ikke lade være at trække på smilebåndet, da han reverenter talt ikke kunne skide op mod vinden. Da han ikke desto mindre havde fået ordnet det, han skulle, bragte jeg ham i sikkerhed. Og så gik jeg ture i de nattemørke, men absolut ikke -stille gader. Tagstenene fløj bogstavelig talt om ørerne på mig. I dag kan jeg se, det var det rene og skære vanvid - den nat var jeg - pisseligeglad! Hjemme igen blæste et af vinduerne på første sal i vores baghus ud med ramme og det hele. Jeg var pisseligeglad med, om nogen evt. var blevet ramt. Gad ikke engang gå hen til vinduet for at se.

- Sådan reagerer min krop og psyke på "lykkepiller". Med til historien hører også, at jeg på rekordtid mistede enhver kontrol over mine kropsfunktioner - jeg reverenter talt både tissede og sked i bukserne. Den smule af mit rationelle jeg, der var tilbage, kunne godt se, det ikke var smart - men jeg var ligeglad. Mit held er, at jeg har en selvopholdelsesdrift, der imponerede en garvet krisepsykolog. Midt i de tåger, pillerne hensatte mig i, så jeg trods alt klart nok til helt enkelt at holde op med at tage dem. Hvis jeg var fortsat i de tre-seks måneder, man regner som normal "indkøringstid" - havde jeg taget mig eget liv - helt enkelt. For alt var ligemeget.

Efterfølgende har jeg prøvet med andre præparater fra samme gruppe. Bivirkningerne var ikke helt så vanvittige som med Zoloft - men overskyggede hver gang på rekordtid enhver form for positiv effekt. Jeg ved, at min voldsomme reaktion var ekstrem - men jeg ved også, at den desværre ikke var enestående. Men det er temmelig tabubelagt, at lykkepiller bestemt ikke altid er lykken.

Jeg har det tæt inde på livet hver dag. Min løve er nemlig på lykkepiller. Psykiatere er jo forskellige - hans er desværre i høj grad receptbloksvinger. Og selvfølgelig har han hver gang særdeles relevant faglig dokumentation for, hvorfor det er en god idé at prøve med dette eller hint. Det underkender jeg på ingen måde - kender som sagt selv mange mennesker, der har følt sig godt hjulpet af psykofarmaka.

I skrivende stund har min elskede i godt et halvt år således dagligt fået Cipralex og Tolmin. Sidstnævnte er den billigere variant af Akarin. Det er noget møg med "billigste kopi", fordi kopierne altid er anderledes sat sammen end orginalen, hvis virkning trods alt er veldokumenteret. Undervejs er der konstateret en mild form for epilepsi - det får han så - jeg mener, det hedder Orifiril imod. Det har hjulpet på kramperne og giver en bedre søvn - det er helt fint.

Men! I forvejen kunne vi ikke rigtig se positive effekter af hverken Cipralex eller Tolmin. Faktisk tvært imod. Humørsvingningerne blev bare værre - og den klassiske bivirkning - den mange ikke snakker højt om - er i høj grad til stede. Vi snakker om at miste sin seksualitet! Sex er nøjagtig lige vigtigt for mænd og kvinder, og selvfølgelig kan man som kærester klare en tid uden, hvis det på en eller anden måde er i en slags højere sags tjeneste. Når den højere sag ikke kan ses, går det sgu bare ud over selvværdet hos en mand, der elsker sin kvinde. Og elsker at elske med hende.

Vi skal ud af den medicinjungle, hvad enten psykiateren så piber eller synger!


Tags

Arkiv

Relaterede